De allerførste spæde spirer

Med lyset der er stærkt på vej tilbage og varmen, så begynder det at spire og gro. Og de allerførste spæde spirer, mens vi venter på at foråret for alvor melder sig, smager helt usandsynligt godt: Friskt, sprødt, spændstigt, fyldt med ophobet grokraft og forventning om de gode tider vi går ind i. Den næsten rituelle årligt tilbagevendende indsamling og spisning er for mig nærmest som at spise en fysisk manifestation af livets vitaminer toppet med håb og virketrang.
  Jorden var stadig frosset længere nede, men mælkebøtterne er begyndt at skyde de nye små blade, og jorden var tøet tilstrækkeligt til at de kunne skæres af lige under jordoverfladen. Det synes jeg er den nemmeste måde at høste de allerførste mælkebøtteskud på. Mælkebøtterne blev suppleret med spæde blade af løgkarse,  bronzefennikel og rødnervet syre. Det hele renses for jord i rigeligt koldt vand. De blev serveret med hårdkogte halverede æg, og der blev stænket med soyasovs og den gode citron-rapsolie. Ristet rugbrød blev serveret til.