Coleslaw er hos mig en udmærket vintersalat, der bruger 2 af de mest gængse og sunde vintergrøntsager der er. Dressingen løfter den fra at være råkost til noget der føles mere som en ret. Men jeg synes også at den traditionelle coleslaw som regel har en lidt kedelig endimensionel smag uden særlig meget dybde, så her kommer mit forsøg på at give denne salat lidt flere facetter. Ristede nødder giver knas, aroma og umami, fermenterede æbler giver syrlighed, bitterhed og umami og så lige et grønt friskt drys på toppen. For mig var det en forbedring, måske er det det også for dig? De fermenterede æbler, jeg lavede for et par måneder siden holder stadig fint. Deres smag er efterhånden ret karakterfuld. Den første bid prikker på tungen og den gærede smag er ret fremtrædende. Så kommer synligheden og bitterheden. Det bedste er den lange behagelige eftersmag af umami og æble. Det er et noget uvant smagsunivers for mig, men mange gode sager skal man jo lige lære at kunne lide. Med smagen af fermenterede æbler er jeg optimistisk, især fordi den gode lange eftersmag driver lysten til en bid mere. Men indtil jeg har lært mig og min familie at holde af denne nye smag, så bruger jeg dem som smagsgivere med en vis omtanke - mange folk beslutter sig alt for hurtigt for hvad de kan lide og hvad de ikke kan lide. I coleslawen her var de rigtig gode til at give smagen mere dybde og syrlighed, og jeg fik ingen klager. Jeg havde lavet et glas krydret med skovmærke og et andet med laurbærblade. Jeg synes at den med laurbær er blevet bedst.
0 Comments
Leave a Reply. |
Spis din have- men kun de spiselige planter Arkiv
November 2023
Emner og måneder |