Det er strenge tider i skovhaven. De nedklippede vejbred, havesyre, og pibeløg er dog begyndt at skyde lidt grønt igen. Jeg må indrømme at jeg også har vandet et par gange her under hedebølgen. Kombinationen af en meget sandet jord i fuld sol på en syd-vest vendt skråning kan være ret barsk. Og min skovhave er jo bare 1-4 år gammel, så mange af stauderne, buskene og træerne har ikke så stort et rodnet endnu. Når træerne får lidt bedre fat og giver lidt mere svalende skygge, så tænker jeg ikke det bliver nødvendigt med den slags ekstra vanding. Og jeg tror at mine flerårige planter trods alt har klaret det bedre gennem tørken end et-årige køkkenhave planter ville have gjort. Og troen kan jo flytte bjerge, omend måske ikke regnskyer...
I hvert fald gælder det om også at have øje for glæderne, så det har jeg taget billeder af: For første gang har vi modne figner på vores figentræ, dem der er taget billeder af er kun på vej til at blive modne, de spiseklare forsvinder som dug for solen. Den japanske vinbær giver frugter lige nu, de er også rigtig gode. Havtornbærrene er modne nu, jeg er vild med deres aromatiske og syrlige smag. Det sidste foto er de umodne frøstande af moskuskatost, de smager af en blanding af ærter og nødder. Hvad er det bedste i din have lige nu?
0 Comments
Leave a Reply. |
Spis din have- men kun de spiselige planter Arkiv
November 2023
Emner og måneder |