Selvom der i juli ikke er forsommerens grønne overflod, så kan skovhaven alligevel godt give "grønt" til et måltid: Dagliljerne (bemærk det er blomster i slægten Hemerocallis der er spiselige, mange andre blomster der kaldes liljer er giftige) sætter mange nye blomster dagligt. De næsten udsprungne knopper er nemme at stege til de er let karamelliserede, og de smager dejligt sødt og lidt af ærter. Hvis jeg spiser for mange af dem rå kan jeg godt få ondt i maven, men det lader ikke til at være et problem når de bliver stegt. De yderste skud af humlen er også fine. Endelig er der de afblomstrede katost blomster, hvor den umodne frugt smager lidt nøddeagtigt. Der er rigtig mange katostblomster i min have, så det er ret hurtigt at samle en håndfuld. Både humleskuddene og katostfrugterne er let ruhårede udenpå, og det forsvinder åbenbart ikke ved stegning, så det må man tage med. Det stegte blev blandet med lidt couscous (kogt efter anvisningen på pakken) og strøet med løgblomster, blomster af vild gulerod og umodne korianderfrø. Fermenterede umodne blommer i tynde skiver gav sprødhed, lidt umami og syre. En sjat balsamisk mirabelleblomsteddike afrundede retten. En smuk skovhave ret, der også smagte godt.
0 Comments
Leave a Reply. |
Spis din have- men kun de spiselige planter Arkiv
November 2023
Emner og måneder |