Udover skovhavedelen af min have har jeg i resten af haven mest fokus på “Vild med vilje”, og herunder også næringsfattige, lysåbne overdrevsarealer, med begrænset slåning i sommerhalvåret. Der vokser en hel del havepest/ensidig klokke. Ud fra devisen at alt hvad der ikke er græs forøger biodiversiteten, så lever jeg mestendels i fordragelighed med dem. Men når jeg vender tørv for at skabe bar jord for at give gode forhold for fremspiring af flere urter, så udvælger jeg et område med flest af de hyppigst forekommende planter. Det kan nogle steder godt gå udover ensidig klokke. Når man sådan vender bunden op på tørven så ser man de opsvulmede fingertykke hvidlige rødder fyldt med oplagsnæring. Med bunden i vejret er de nemme at fjerne og derved fjerne næring fra jorden. Også kan de spises. De har en svag nøddeagtig smag uden at gøre meget væsen af sig. De blev stegt kort med salt og smør og skåret i skiver på tværs, ellers kan de godt blive lidt trevlede. De stegte rødder blev serveret i salat med æbler, spidskål og løgblade. De rødder der er på billedet er nogle af de mindste, for vi spiste jo de største, og jeg glemte at tage billeder inden.
0 Comments
Leave a Reply. |
Spis din have- men kun de spiselige planter Arkiv
November 2023
Emner og måneder |