Om vejbred og ikke at spise giftige planter

Når man læser min post om pesto på vejbred, så kunne man godt få det indtryk at jeg tager let på hvilke plantearter jeg putter i munden. Det gør jeg altså ikke generelt. Og jeg vil skynde mig at sige, at man skal vide hvad en plante er før man spiser den - der vokser jo giftige planter frit fremme i danske haver og ud over det ganske land. I min have er der for eksempel velsignet mange lærkesporer som det ses på billedet, og dem skal man absolut ikke spise. Derfor bliver de skånselsløst fjernet fra mit skovhavebed. I min skovhave er der en kompromisløs nul-tolerance overfor giftige planter. På den måde kan jeg trygt spise en salat, som er samlet ind af gæster eller mere ukyndige medlemmer af husstanden. Det kan godt være at det ikke er alle de planter, der vokser i skovhaven, der smager godt - nogen er der for insekternes skyld eller for at samle næringsstoffer. Men der er ikke nogen der er giftige.

Også var der det med de vejbred. Sagen er, at der er en del forskellige vejbred på matriklen og alle vejbred kan spises, så om det lige er den ene eller den anden art kommer sig ikke så nøje. Lene og Søren Ejlersen har smagt på mange og mener at lancetbladet vejbred er den gastronomisk mest interessante med en smag henad karljohan svampe. Den har jeg heldigvis også. Jeg satte den lokale ultra-havenørd på opgaven med at udrede vejbredesituationen. Vi konstaterede at der var stor variation, nogle var glatte, andre var hårede, nogen var smalle, andre var brede. Så fandt vi heldigvis en botanik, hvoraf det fremgik at de gerne krydsede med hinanden også lod vi det være med det - smag på dem og spis dem du kan lide.